OS2display 3.0 er udkommet – et stort skridt fremad

Vi er glade for at kunne præsentere OS2display version 3.0. Det er en stor opgradering, der både forbedrer den daglige brug og giver et stærkere fundament for den videre udvikling af OS2display.

Skærmstatus – få overblik over dine skærme

Med den nye funktion “Skærmstatus” får du et hurtigt overblik over, om dine informationsskærme fungerer som forventet. Direkte i skærmoversigten kan du se, om en skærm er tilkoblet en enhed og hvornår den sidst har kommunikeret med systemet.

Status vises med grøn, gul eller rød markering, så du hurtigt kan få øje på skærme, der kræver opmærksomhed. På den enkelte skærm kan du desuden se tekniske oplysninger, som er nyttige ved fejlsøgning og support.

Mere stabil visning på skærmene

Skærmene håndterer nu bedre situationer, hvor forbindelsen til OS2display-serveren er ustabil eller midlertidigt afbrudt. I sådanne situationer fortsætter skærmene med at vise det senest hentede indhold, så informationsvisningen ikke afbrydes unødigt. Der er også forbedret visning af billeder og video, så indholdet præsenteres mere pålideligt.

Forbedret redigering af indhold

Det er blevet lettere at arbejde med tekst i OS2display. Den nye teksteditor giver flere muligheder for at formatere og redigere tekst, når du opretter og tilpasser indhold.

Bedre muligheder for nye funktioner og integrationer

En af de største ændringer i version 3 er, at tre tidligere selvstændige systemkomponenter nu er samlet i én. Det forenkler den tekniske opbygning og gør det lettere at videreudvikle OS2display.

Ikke mindst bliver det nemmere at tilføje nye skabeloner og integrationer til andre systemer. Det giver et godt udgangspunkt for kommende muligheder som eksempelvis integration til Microsoft 365 og andre kommunale systemer.

For driftsleverandører og myndigheder, der hoster selv: Nemmere installation og administration

Version 3 introducerer en ny installationspakke, som vedligeholdes af OS2display-fællesskabet. Den indeholder blandt andet en interaktiv installationsguide, der hjælper med opsætningen – uanset om der er tale om et demosite eller en egentlig driftsinstallation.

Der følger også en menubaseret systemadministration og forbedret dokumentation med, som gør det lettere at installere, vedligeholde og opdatere OS2display.

For udviklingsleverandører

Version 3 gør det nemmere at bidrage til udviklingen af OS2display. Det er blevet enklere at etablere et udviklingsmiljø og arbejde med nye skabeloner og integrationer. Samtidig er der kommet Claude-instruktioner, som understøtter udviklingsarbejdet, og dokumentationen er opdateret med klare retningslinjer for, hvordan man bidrager til projektet.

Det giver udviklingsleverandørerne bedre rammer for at samarbejde om videreudviklingen af OS2display og skabe nye funktioner, som hele fællesskabet kan få glæde af.

Sådan får du OS2display 3.0

Hvis I har en hostet løsning hos Bellcom, vil Bellcom orientere jer om, hvornår de forventer at opgradere henholdsvis jeres test- og produktionsmiljø til version 3.0.

Hvad sker der bagefter?

Arbejdet med OS2display fortsætter. Vi er i gang med den formelle overdragelse til OS2, så både ejerskab og produktforvaltning bliver solidt forankret i fællesskabet. Samtidig etableres en styregruppe, der skal sætte retningen og være med til at prioritere den videre udvikling.

Vi arbejder også videre med en M365-kalenderintegration, som skal gøre det muligt for endnu flere kommuner at bruge kalenderskabeloner i OS2display.

OS2display 3.0 er et vigtigt skridt mod et mere fleksibelt og fremtidssikret system. Vi glæder os til at bygge videre på det sammen med fællesskabet!